Dansk Veteran Traktor Klub - siden 1987 -
Udsigt over Vrejlev Kloster og Kirke
Jeg havde hørt at der var traktorudstilling i forbindelse med kloster markedet og ville gerne deltage. Jeg kontaktede derfor Palle Kokholm som stod for tilmeldingerne. Han blev rigtig glad, for der var endnu ikke kommet ret mange tilmeldinger og han manglede nogen til at køre med i marken for at lave hø osv.

Vi skulle gerne have nogle flere deltagere med, så jeg kørte op til Palle så vi kunne snakke om hvad der kunne skrabes sammen. Dette var om mandagen, hvor markedet skulle holdes søndag, så vi havde lidt halv-travlt. Jeg greb derfor knoglen og ringede rundt til dem, jeg kender, og vupti så havde vi 30 traktorer + diverse græs- og høstmaskiner.
Søndag morgen gav Palle og hans kone Lya morgenkaffe i deres flotte gildesal. Det var ikke kun os fra Traktorklubben, for Lya kører motorcykel, så der kom også mange af hendes klubkammerater, som skulle udstille til klostermarkedet. Efter gode boller og jødekager (mums) og en lille en, kørte vi samlet til Vrejlev kloster - en tur på 5 minutter. Kl. 11.45 kørte vi i rad og række til marken, hvor der skulle laves hø.
Palle havde slået noget af det nogle dage i forvejen, så det var lige til at vende og presse. Jeg har aldrig set noget lignende: 3 høspættere, 4-5 slåmaskiner, diverse sideriver, hesterive, 3 pressere og 2 grønthøstere på een gang. Sikken et syn!! Den gamle le kom også i brug, og der blev lavet stakke, som blev kørt hjem på høgafler.
Efter 2-3 timer i marken kørte vi tilbage til udstillingspladsen, hvor de stationære motorer holdt gang i den, sammen med de traktorer, som ikke arbejdede i marken.
Alt i alt en rigtig hyggelig dag med ca. 2000-3000 besøgende. Vi håber, vi kan komme med igen til næste år. Tak til Palle Kokholm for et godt initiativ og et godt arrangement.
www.dvtk.dk   Sitemap

- Copyright © 2008 Dansk Veteran Traktor Klub - All rights reserved -

Opdateret d. 27.8.2008